Procedure for evaluering af bachelor-, kandidat- og masteruddannelser på LIFE

LIFE ønsker en kontinuerlig kvalitetssikring af sine uddannelser og har derfor besluttet at gennemføre både interne og eksterne evalueringsprocedurer - gældende for såvel bachelor- og kandidatuddannelser som masteruddannelser.

LIFE’s uddannelsesevaluering består dels af procedurer, hvor uddannelsens studieordning og dens sammenhæng på tværs af årene kvalitetssikres, og dels procedurer, hvor uddannelserne kvalitetssikres på langs:

  1. Studieordningsrevision hvert år (intern)
  2. Evaluering af kursusbeskrivelser hvert år (intern)
  3. Årlige årgangsmøder med de studerende (intern)
  4. Prædimittendundersøgelser hvert fjerde år (intern)
  5. Dimittendundersøgelser hvert fjerde år (ekstern)

Resultaterne af ovenstående evalueringer sammenfattes i studieledernes årsredegørelser, der udarbejdes hvert andet år, og hvor studielederne afrapporterer til studienævnene om den enkelte uddannelse bestående af:

    a) Status for uddannelsen (bl.a. baseret på studiestatistikkerne)

    b) Resultat af årgangsmøder

    c) Resultat af prædimittend- eller dimittendundersøgelse

    d) Resultat af dialog med aftagere og aftagerpaneler

    e) Visioner og mål for fremtiden

 

Ad 1. Studielederen har ansvaret for at gennemgå den enkelte studieordning hvert år for at kvalitetssikre og udvikle uddannelsens studieaktiviteter, herunder sammensætning af obligatoriske kurser og af fagpakkekurser. Dette sker i tæt sammenspil med kursusbeskrivelsesevalueringen (se nedenfor).

 

Ad 2. Studielederen har ansvaret for at evaluere sin uddannelses kursusbeskrivelser hvert år for at kvalitetssikre og udvikle uddannelsens delelementer. Dette sker i tæt sammenspil med studieordningsrevisionen (se ovenfor).

 

Ad 3. Studielederen afholder årgangsmøder med de studerende for at indhente kvalitative bud på styrkelse/udvikling af primært dele af uddannelsen. Afhængig af uddannelsens størrelse kan studielederen mødes med hele årgange eller udpegede årgangsrepræsentanter.

Studielederen kan vælge at afholde årgangsmøder flere gange årligt, hvis dette ønskes.

På masteruddannelser erstattes årgangsmøder pga. en meget lille studenterpopulation af obligatoriske kursusevalueringer udvidet med spørgsmål i relation til uddannelsen.

 

Ad 4. LIFE foretager hvert fjerde år en intern evaluering af alle uddannelser i form af en prædimittendundersøgelse med fokus på den enkelte uddannelses samlede forløb. Et spørgeskema sendes elektronisk til alle næsten-bachelorer, der har bestået min. 150 point af deres bacheloruddannelse, og alle næsten-kandidater, der har indgået en specialekontrakt. UogS har ansvar for at sætte disse evalueringer i værk, mens det er studielederens ansvar at formulere uddannelsesspecifikke evalueringsspørgsmål samt analysere og sammenfatte resultaterne i studieledernes årsredegørelser.

For masteruddannelser gælder, at prædimittendundersøgelser foretages løbende i takt med, at de studerende afslutter deres masteruddannelse.

 

Ad 5. Ligeledes hvert fjerde år foretager LIFE en ekstern evaluering af alle uddannelser med særligt fokus på læringsudbyttet i form af en dimittendundersøgelse. Link til spørgeskema fremsendes med post til alle dimittender. UogS har ansvar for at sætte disse evalueringer i værk, mens det er studielederens ansvar at formulere uddannelsesspecifikke evalueringsspørgsmål samt analysere og sammenfatte resultaterne i studielederredegørelsen.

Hvad angår masteruddannelserne, vurderer LIFE dog, at det ikke er hensigtsmæssigt at gennemføre egentlige dimittendundersøgelser ved under ti dimittender over en periode på fire år.

 

Prædimittendundersøgelserne og dimittendundersøgelserne afvikles hvert fjerde år forskudt af hinanden med to år.

 


Ingelise Lundgaard, - siden er sidst opdateret d.14. september 2011
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre