Ny bestyrelsesformand på Fødevareøkonomisk Institut
LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har i samråd med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri pr. 1. april udpeget Poul Erik Jørgensen som ny bestyrelsesformand for Fødevareøkonomisk Institut (FØI) ved LIFE. Den 54-årige Poul Erik Jørgensen er vicedirektør i Nykredit og anerkendt som en af landets stærkeste kompetencer indenfor jordbrugs- og fødevareøkonomi. Som bestyrelsesformand vil han bl.a. bidrage til, at Fødevareøkonomisk Institut som en del af LIFE fortsætter og videreudvikler samarbejdet med myndigheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner i både ind- og udland.
Poul Erik Jørgensen har lige fra sin studietid løbende haft sin gang på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Som agronomistuderende var han aktiv studenterpolitiker, formand for studienævnet for agronomistudiet i to år og samtidig økonomiansvarlig i forretningsudvalget for De studerendes Råd. Derved blev han en central aktør i en gennemgribende forbedring af økonomistudiet på LIFE, hvilket resulterede i oprettelsen af jordbrugsøkonomistudiet.
Som færdiguddannet landbrugsøkonom har han som gæsteunderviser undervist økonomistuderende på LIFE. Sidste år præsenterede han en afdeling på FØI for nye risikostyringsmetoder i Nykredit. Poul Erik Jørgensen har ligeledes gæsteundervist på CBS samt for driftsøkonomicheferne ved Dansk Landbrugsrådgivning i Rotary og mane andre steder.
Som vicedirektør i Nykredit har Poul Erik Jørgensen ansvar for Erhvervs- og Landbrugssekretariatet. Tidligere har han haft ansvar for Landbrugsafdelingen og forretningsudviklingen i landbrugssegmentet i Nykredit. Tidligere stillinger inkluderer ligeledes poster som udlånschef for Nykredit på Fyn, landbrugs- og erhvervschef i Nykredit i Haderslev og økonomisk konsulent i Kolding Herreds Landbrugsforening
_____
Uddannelse
Landbrugsøkonom (cand. agro.) - eksamensbevis fra 1982).
Outlook 2006. EU-landbrugspolitikkursus, London 2006.
Kurset Orchestrating Winning Performance ved IMD i Schweiz i årene 1999, 2003 og 2005.
Siebel User Week i Californien i 1999
Perspektiv i Ledelse (PIL) fra Dansk Management Forum 1995. Herunder ophold på INSEAT i Frankrig
ESF fra DIEU ca. 1990
HD i organisation i København til og med 7 semester.
Matematisk studentereksamen fra Kolding Gymnasium
Realeksamen fra Lunderskov Skole
________
Bestyrelser og udvalg
Medlem af Rotary- klub i Odense (H. C. Andersen)
Medlem af en fondsbestyrelse der har formål om vedligeholdelse af et specifikt dansk gods.
Medlem af den internationale landbrugskreditgiverorganisation CICA.
Poul Erik Jørgensen er 54 år og er gift med Wivi Schmidt, som han har tre voksne børn med.
For yderligere oplysninger kontakt Poul Erik Jørgensen på tlf. 44 55 14 30
Eller dekan Per Holten-Andersen på 35 33 20 00
Katherina Ludvigsen, - siden er sidst opdateret d.19. marts 2009