Danmark høster international anerkendelse inden for jordbrug
LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er nu nummer syv på ranglisten over verdens mest citerede jordbrugsvidenskabelige institutioner.
Den anerkendte Thomson Reuters Essential Science Indicators Database har netop offentliggjort ranglisten over verdens førende forskningsinstitutioner på jordbrugs- og fødevareområdet, og her indtager LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet en topplacering som syvende mest citerede jordbrugsvidenskabelige institution på verdensplan.
Nummer ét er det amerikanske Tufts University, det engelske Institute of Food Research indtager andenpladsen og Helsinki Universitet i Finland ligger på tredjepladsen.
Dekan på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet Per Holten-Andersen glæder sig over placeringen, men er ikke overrasket:
- På LIFE har vi i mere end 150 år stræbt efter at bidrage med den fremmeste forskning til gavn for jordbrugserhvervet. Dengang forskede vi for at kunne rådgive landmændene i lønsom jordbrugsproduktion, så de kunne skaffe føde til familien, få sundere dyr og et bedre liv. I dag er vi internationalt i front med de nyeste bioteknologiske løsninger til jordbrugserhvervet, som kan sikre en mere bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden, siger dekan Per Holten-Andersen.
Yderligere oplysninger fås hos dekan Per Holten- Andersen på tlf. 353 32000 eller email dekan@life.ku.dk.
Katherina Ludvigsen, - siden er sidst opdateret d.28. januar 2009