Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkStuderende
Interne sites
EnglishSitemapTelefonbogKontakt

Kandidatuddannelsen i Skovbrug

 

Uddannelsen er tilrettelagt i henhold til bekendtgørelse nr. 338 af 6. maj 2004 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne. Uddannelsen hører under Naturvidenskabsstudienævnet.

 

Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen cand.silv. (candidatus/candidata silvinomiae). På engelsk: Master of Science in Forestry.

 

 

Kapitel 1. Uddannelsens formål og kompetenceprofil

 

1. 1 Uddannelsens formål

Uddannelsens formål er at uddanne kandidater, der er i stand til professionelt og afbalanceret at udforske, udvikle og styre menneskets benyttelse af skov, natur og grønne områder. Tyngdepunktet er planlægning af en samfunds- og erhvervsøkonomisk bæredygtig udnyttelse af ”den grønne ressource” f.eks.:

  • Skove til erhvervsmæssig produktion af råtræ, jagt og andre grønne goder såvel som naturbeskyttelse og rekreation
  • Naturområder til naturbeskyttelse, og friluftsliv – men også kommerciel udnyttelse som fx turisme
  • Grønne områder i og omkring byer til rekreation, undervisning og turisme

Forstkandidatens typiske perspektiv er som planlægger og implementerende aktør – f.eks. en virksomhed eller en organisation der opererer inden for givne rammer sat af samfundet. For forstkandidaten er den dominerende metode økonomisk og økologisk planlægning og optimering.

 

1.2 Uddannelsens overordnede profil

Uddannelsen handler om at finde balancen mellem økologiske systemers bæreevne og de menneskelige fordringer. Uddannelsen er baseret på et tredelt fundament: 1) Viden om og forståelse af biologiske systemers funktion, produktive muligheder og økologiske bæreevne; 2) Viden om økonomi, økonomistyring og optimering, planlægning og afvejning af interesser; 3) Evne til at håndtere ”den menneskelige dimension”. Viden inden for disse tre områder skal sætte kandidaten i stand til at udvikle fagligt forsvarlige løsninger, der kan omsættes til handling i en kompleks verden præget af modstridende mål og interesser.

 

Det er karakteristisk for uddannelsen, at der arbejdes strategisk med en lang tidshorisont. Det lange tidsperspektiv er en nødvendighed for en økologisk forsvarlig og økonomisk tilfredsstillende udnyttelse af skov- og naturområder. Udnyttelsen skal samtidig være socialt acceptabel og i overensstemmelse med samfundsudviklingen. Med det lange tidsperspektiv kommer bæredygtigheden naturligt ind som et overordnet, styrende begreb. Igennem de konkrete kurser opnår kandidaten indsigt i en række generelle værktøjer til dette og anvender dem på skov- og naturressourcer som case. Disse aspekter og disse værktøjer er lige så relevante for strategisk ledelse af private virksomheder i andre brancher.

 

1.3 Uddannelsens erhvervssigte

Uddannelsen appellerer til studerende, der ønsker at tænke i helheder, arbejde langsigtet og strategisk med økonomi, natur og mennesker. Uddannelsen dækker hele kæden fra ide til handling – såvel internt i en organisation, som eksternt når organisationer skal agere i samfundet. Mange forstkandidater arbejder med skovdrift og natur- og landskabsforvaltning i offentligt regi eller med forskning og uddannelse. En del har job i det egentlige skovbrug (typisk som skovrider), samt i træ- og møbelindustrien. Andre har fået job i private virksomheder af vidt forskellig art, hvor de typisk arbejder med ledelse, projektstyring, planlægning, rådgivning eller produktudvikling. Uddannelsen kendetegnes ved at give den studerende en række centrale styrings- og ledelsesredskaber, samt en bred vifte af økonomiske, økologiske og sociale kompetencer. Uddannelsen vil således give den studerende grundlag for at styre i retning af en lederkarriere i privat eller offentligt regi. Forstkandidatuddannelsen sigter typisk mod et job som medarbejder eller leder i en privat, kommercielt baseret virksomhed/organisation der relaterer sig til benyttelse af skov- natur eller andre naturressourcer; eller i en offentlig myndighed/virksomhed der arbejder med arealforvaltning.

 

1.4 Uddannelsens kompetenceprofil

Samlet set skal forstkandidaten have kompetencer til at forstå menneskeligt-biologiske helheder og i dette univers gøre ide til virkelighed – at omsætte menneskelige fordringer til naturgrundlaget til konkrete handlinger og projekter, der er baseret på et solidt grundvidenskabeligt fundament og samtidig forankret i solide etiske overvejelser og menneskelige værdier.

 

1.4.1 Grundvidenskabelige kompetencer

Forstå og forvalte biologiske systemer:

  • Benyttelse og beskyttelse – forstå økosystemers struktur, udvikling og variation, samt årsag og virkning i systemet. Forstå muligheder/begrænsninger, samt bæreevne ved menneskers udnyttelse af biologiske systemer
  • Modellering, styring og drift af grønne ressourcer – udvikle, kvantificere og anvende teoretiske og praktiske modeller for skov- og naturressourcers produktive funktioner – materielle som immaterielle

Den studerende skal opnå et højt kompetenceniveau, dvs. have en grundlæggende viden om og forståelse af generelle love og principper, være i stand til at overføre teorier og principper til nye situationer, samt vurdere teoriernes muligheder og begrænsninger. De vundne kompetencer skal gøre den studerende i stand til at forstå de grundvidenskabelige teorier og principper og agere i praksis på baggrund af disse. Tilgangen er naturvidenskabelig med stor vægt på det grundvidenskabelige; studieobjektet er skove og naturområder

 

1.4.2 Kompetencer rettet mod teknologi og produktion

Forstå og praktisere økonomisk, dynamisk og helhedsorienteret planlægning:

  • Økonomi, jura og samfund – anvende økonomisk teori og andre økonomiske og planlægningsmæssige værktøjer til at analysere og modellere skove og naturressourcers velfærds- og driftsøkonomiske værdiproduktion, samt at styre drifts- og udviklingsopgaver i de rammer der er afstukket af samfundet (love, regler, realiteter)
  • Fra ide til handling – opstille langsigtede strategier, operationelle mål og konkrete planer for bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af skove og andre grønne ressourcer, under hensyn til sociale, økologiske og økonomiske målsætninger og begrænsninger. Formulere, gennemføre, styre og lede projekter fra start til slut.

Den studerende skal opnå et højt kompetence-niveau, dvs. have en stor viden og grundlæggende forståelse af specifikke sammenhænge, principper og metoder, kunne anvende viden og principper på nye situationer, samt være i stand til at udvide anvendelsesområdet ved at inddrage grundvidenskab og viden/kompetencer vedr. etik og værdier (”den menneskelige dimension”). Tilgangen er samfundsvidenskabelig; studieobjektet er virksomheder/organisationer/samfund.

 

1.4.3 Kompetencer inden for etik og værdier

Forstå og håndtere ”den menneskelige dimension” (etik og værdier):

  • Ledelse, forhandling og samarbejde. - Forstå menneskers standpunkter, interesser og behov. Designe og lede beslutnings-, forhandlings- og samarbejdsprocesser, der på en respektfuld og motiverende måde sikrer afvejning af interesser og indflydelse til berørte aktører/medarbejdere. Fokus på leder- og facilitatorrollen
  • Politiske og demokratiske beslutningsprocesser – mødet mellem faglig ekspertviden og menneskelige værdier/holdninger, mellem nationale og lokale interesser, mellem almenvældet og individet. Der lægges vægt på at kunne forstå, designe og agere hensigtsmæssigt i disse processer. Fokus på konstruktiv håndtering af konfliktsituationer, herunder analyse af aktørers magt og interesser, samt det dynamiske og følelsesladede spil omkring konflikter

Den studerende skal i opnå et højt kompetence-niveau, dvs. være opmærksom på, kunne reagere på og reflektere over spørgsmål der vedrører samfundets og menneskers etik og værdier, samt være i stand til at diskutere sådanne spørgsmål ud fra et organiseret værdisystem. Herudover skal den studerende have viden om og forståelse af specifikke sammenhænge, principper og metoder, og kunne anvende viden og principper på nye situationer – f.eks. hvor grundvidenskabelig ekspertviden støder sammen med menneskers etik og værdier. Tilgangen er humanistisk og samfundsvidenskabelig; studieobjektet er mennesker og sociale systemer, hvor etik og værdier spiller en dominerende rolle.

 

 

Kapitel 2. Uddannelsens indhold

 

 

 

Blok 1

Blok 2

Blok 3

Blok 4

År

1

Tema: Skov og naturarealers økologi og drift

 

Conflict Management

 

Strategi og ledelse i jordbruget*

 

 

Applied Forest and Natural Economics

 

 

 

 

 

 

 

 

 

År

2

Natural Res. Sampling and Modelling

Thematic Course: Sustainable Forest and Natural Resource Management

Speciale

(30 eller 45 point)

 

 

Projektledelse*

 

 

2.1 Indhold

Uddannelsen er normeret til 120 point. Følgende kurser er obligatoriske på uddannelsen:

    310046      Thematic Course in Ecology and Management of Forests and Nature Resources - 15 point

    400023      Conflict Management - 7,5 point

    290003      Applied Forest and Natural Resource Economics - 7,5 point    

    280008      Natural Resource Sampling and Modelling - 7,5 point

    400028      Projektledelse* - 7,5 point

    290032      Strategi og ledelse i jordbruget* - 7,5 point

    310026      Tematic Course: Sustainable Forest and Natural Resource Management - 15 point

 

*) Et af de to kurser skal bestås.

 

Uddannelsen afsluttes med et speciale på 30 eller 45 point inden for uddannelsens fagområde. Ved speciale på 45 point skal der indgå eksperimentelt arbejde

 

De obligatoriske kurser samt speciale udgør de konstituerende fagelementer på uddannelsen (mindst 90 point). Der er mindst 15 point til valgfrie kurser og andre studieaktiviteter.

 

Der kan indgå volontørtjeneste og studierejser i uddannelsen.

 

 

Kapitel 3. Adgangskrav og optagelse

 

3.1 Adgangskrav

Bachelorer i naturressourcer med fagpakken Natur og samfund eller fagpakken Miljøvidenskab samt Skov- og Landskabsingeniører har direkte adgang til uddannelsen.

 

Følgende bacheloruddannelser fra Det Biovidenskabelige Fakultet giver adgang med supplerende krav, f.eks.:

  • Bachelorer i Naturressourcer med fagpakke Plantevidenskab: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Samfund” (f.eks. Miljø- og planlovgivning, Natur- og landskabspolitik, eller Tema: Miljø- og naturforvaltning).
  • Bachelorer i Naturressourcer med fagpakke Husdyrvidenskab: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Samfund” (f.eks. Miljø- og planlovgivning, Natur- og landskabspolitik, eller Tema i Miljø- og naturforvaltning). 
  • Bachelorer i Landskabsarkitektur: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Økonomi” (f.eks. Business Economics of Forestry and Horticulture); og 7,5 point inden for ”Samfund” (f.eks. Miljø og -planlovgivning eller Natur- og landskabspolitik)
  • Bachelorer i Jordbrugsøkonomi: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Økologi” (f.eks. Tema i Naturressourcer og økologi).
  • Bachelorer i Biologi – Bioteknologi: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Økonomi” (f.eks. Business Economics of Forestry and Horticulture); og 7,5 point inden for ”Samfund” (f.eks. Miljø- og planlovgivning, Natur- og landskabspolitik, eller Tema i Miljø- og naturforvaltning).
  • Bachelorer i Horticultural Sciences: Krav om yderligere 7,5 point inden for ”Samfund” (f.eks. Miljø- og planlovgivning, Natur- og landskabspolitik, eller Tema i Miljø- og naturforvaltning)

For øvrige bachelorer er princippet for optagelse er, at den studerende har gennemført en bacheloruddannelse med elementer fra alle tre dimensioner: Økonomi, økologi, samfund, som gør ansøgeren i stand til at forstå og håndtere helheden og de afvejninger, det indebærer.

 

I praksis stilles et minimumkrav til antallet af point inden for hvert af de tre fagområder:

  • Økonomi – mindst 7,5 point
  • Økologi – mindst 7,5 point
  • Samfund – mindst 7,5 point

De præcise fagområder og discipliner den studerende har beskæftiget sig med inden for hvert område er mindre afgørende. Det vil bero på en konkret vurdering om breddekravet er opfyldt som forudsætning for optagelse på uddannelsen. Herunder er indikeret, hvilke fagområder og discipliner der kunne være relevante inden for hvert af de tre områder.

 

Økologi: Ansøgeren skal have naturvidenskabelige kompetencer og viden om hvordan skove og andre økosystemer er opbygget og fungerer. Relevante fagområder omfatter bl.a. botanik, zoologi, jordbundslære, systemøkologi, plantefysiologi, cytologi og f.eks. bio-geo-kemi.

 

Økonomi: Økonomi er her skilt ud fra de øvrige samfundsvidenskabelige fag, fordi økonomisk beregning, optimering og planlægning er helt centralt for uddannelsen. Ansøgeren skal have kendskab til og viden om den økonomiske tankegang og teori – på mikro- og/eller makro-niveau (virksomhedsøkonomi eller samfundsøkonomi).

 

Samfund: Ansøgeren skal have samfundsvidenskabelige og/eller humanistiske kompetencer og viden om samfund og mennesker, f.eks. inden for sociologi, politologi/statskundskab, jura, kulturgeografi, antropologi, organisation, ledelse eller f.eks. psykologi.

 

3.2 Optagelse

Der er optagelse på uddannelsen to gange årligt – 1. februar og 1. september.


Ingelise Lundgaard, - siden er sidst opdateret d.27. juli 2007
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre