Hjælp til at studere
På denne side kan du finde en række gode råd, foldere eller links til gode sider med information om hvordan du planlægger din tid, hvordan du læser, tager noter og tackler fx stress, eksamensangst eller studietvivl. Det kan også være relevant for dig at kigge på vores sider Vejledningstilbud og arrangementer.
Vejledningsvideoer om studieteknik
Som studerende og specielt ny studerende er det vigtigt at studere på en god og hensigtsmæssig måde, for at få mest muligt ud af den tid du bruger på studierne.
I disse vejledningsvideoer kan du få gode råd og viden om:
- Hvad der belønnes på universitetet?
- Hvordan du får en god studiehverdag?
- Hvad der forventes af dig i undervisningen?
- Hvordan du får mest ud af det du skal læse?
- Hvordan du bedst tager notater?
- Gode råd til studiegrupper og projektarbejde.
- Hvordan du kommer i gang med de første opgaver?
Studiemetro...
-
Hvordan får man en læsegruppe til at fungere?
-
Hvordan kommer jeg i gang med at skrive, nu hvor jeg skal begynde på mit speciale?
Århus Universitets Studiemetro er stor og omfattende og giver gode og konkrete råd om fx det at skrive en universitetsopgave, krav til universitetsopgaver, om at studere på universitetet, informationssøgning og meget mere.
Planlæg din tid...
Planlægning er en central del af enhver effektiv studieteknik. En god studieplan giver dig et langsigtet perspektiv på dit studie og dine opgaver, samtidig med at den giver dig en kortsigtet, detaljeret tidsplan for dine arbejdsopgaver her og nu. Det vigtige er at fordele og prioritere dine daglige opgaver, så der bliver tid nok til dem alle – både dine studiemæssige opgaver og dine øvrige gøremål.
Start hver blok med at lave en studieplan
Det tager tid at lave god studieplanlægning. Men den tid, du bruger på det, vil du hurtigt få igen gennem den prioritering og målrettethed, du opnår i din opgaveløsning. Start din planlægning med:
- at få et samlet overblik over dine forventede arbejdsopgaver
- at prioritere mellem opgaverne, så du skiller vigtige opgaver fra mindre vigtige opgaver
- at lave deadlines for din løbende opgaveløsning
- at give dig selv faste arbejdstider.
Husk at dine målsætninger, arbejdsplaner og deadlines skal være realistiske! Generelt er det altid en god ide, at du starter så tidligt som muligt på dine opgaver. I de fleste tilfælde vil du opdage, at underbevidstheden begynder at arbejde for dig, når først du har taget hul på en opgave.
Du kan finde flere gode råd om studieplanlægning i hæftet Studieteknik.
Har du svært ved at overskue mængderne af informationer?
På KU's side om studievaner kan du finde relevante links til hjemmesider og tests der giver dig mulighed for at få en større viden om hvordan du bruger fx google eller andre søgedatabaser i din informationssøgning, eller hvordan du citerer eller henviser korrekt i en universitetsopgave.
Stress
Et moderne liv er præget af travlhed, temposkift, deadlines, udfordringer og forandringer. Altsammen forhold, som vi i perioder kan opleve som stressende, fordi de bringer uorden i vores liv, får vores koncentration til at svigte, gør os magtesløse, nervøse og sætter os under pres. Mentalt kører vi i overhalingsbanen, mens vi følelsesmæssigt kan blive mere nærtagende, end vi plejer at være. Foruden de mange tanker og bekymringer, er det helt normalt, at vores krop også reagerer: Hjertet slår hurtigere, blodtrykket stiger, og mange af os vil opleve en anspændthed, fordi vi ubevidst går og spænder i hoved, nakke og skuldre.
Spot signalerne i tide
Ofte lægger vi ikke mærke til signalerne, mens de er små – og mens vi har en chance for at fange stressen i opløbet. Vi har tendens til at slå autopiloten til og kommer dermed til at ignorere de tegn, vi burde tage alvorligt. Vi kører videre uden at ændre kurs eller uden at overveje, om vi kunne gribe situtioner, opgaver og relationer an på en anderledes måde. Ofte er det først, når signalerne bliver rigtig tydelige, at vi bliver opmærksomme – og på det tidspunkt vil stressen typisk have fået overtaget. Nogle kan opleve, at de har svært ved at sove, andre at de har tilbagevendende hovedpine – eller føler sig generelt uoplagte eller utilstrækkelige, uanset hvor meget de kæmper for at følge trop.
Stress kan ramme alle
Stress kan ramme os alle, og ofte når vi mindst venter det. Det er blevet en slags folkesygdom, der har hægtet sig på vores travle livsstil – og som vi sjældent er opmærksomme på, før det for alvor er gået galt. Positiv håndtering af stress kræver som regel en række ændringer i vores måde at leve på eller i vores måde at håndtere vores studium, arbejde, venner eller familie på. Måske skal man lære at prioritere anderledes, have mere fokus på sig selv eller gøre op med gamle vaner. Uanset hvad, er der ingen nemme løsninger, men gevinsten er stor, når man kommer om på den anden side. De fleste vil opleve, at de har fundet en ny og god balance – fx mellem studieliv, arbejdsliv og privatliv – og at de samtidig har fundet nogle værktøjer, som også er brugbare til at håndtere fremtidige stress-situationer.
Du kan læse meget mere og finde gode råd i hæftet Stress fra Studenterrådgivningen. Du kan også finde flere publikationer på Studenterrådgivningens hjemmeside.
Eksamensangst
Langt de fleste studerende vil på et eller andet tidspunkt i løbet af studielivet opleve nervøsitet før en eksamen. Almindelige sommerfugle i maven – altså moderat nervøsitet – kan være en fordel, da de skærper vores opmærksomhed, får os til at anstrenge os en smule ekstra og dermed yde en rigtig god indsats. Men en del studerende oplever imidlertid mere belastende angstproblemer i forhold til eksamen.
Der findes ingen mirakelkur mod eksamensangst, men der findes en række metoder, som kan hjælpe de fleste med at få styr på angsten. Ofte drejer det sig om at lære at tackle eksamenssituationen og egne forventninger på en ny måde.
Du kan læse meget mere og finde gode råd i hæftet Eksamen fra Studenterrådgivningen.
Du kan finde flere publikationer på Studenterrådgivningens hjemmeside.
Studieliv - studietvivl - livet udenfor studiet
Studenterrådgivningens brochure Et godt studieliv omhandler nogle af de udfordringer og problemer som du kan komme til at møde i din tid som studerende som fx studietvivl, balancen mellem studie og socialt liv, ensomhed m.m.
Du kan finde flere publikationer på Studenterrådgivningens hjemmeside.
Studenterservice, - siden er sidst opdateret d.2. september 2011